Hvis en vase kunne tale, ville den fortælle historier om mennesker og deres måde at bevæge sig i verden på. Den ville måske kunne fortælle om det nygifte par som fik den keramiske vase foræret i bryllupsgave tilbage på en forårsdag i maj 1978. 1970'ernes keramik, som ofte var brunt og groft med synlige spor af hænder. Vasen her vidner om glade naturbørn, selvforsynende kollektiver, tanker om biodynamik og bæredygtighed...men den kan også fortælle en historie om den økonomiske krise i 80 ´erne - om hvordan vasen blev pakket ned i en papkasse da familien flyttede fra huset til den lille 1-værelseslejlighed... og hvordan den påny husede friske blomster, da barnebarnet forsigtigt støvede den af - glemt og gemt efter årevis på loftet. Vasen blev fundet på et antikmarked ...og nu står den på hylden i hos Zoll Antiques. Her bringer den minder om 70 érnes frihed, langsomhed og formsprog samt glæden ved det unikke og håndlavede. ..og venter atter på friske blomster i en solrig vindueskarm.
Med denne lille fortælling giver vi vasen en stemme. Det spændende ved denne betragtning er, at vi ikke blot kigger på vasen som et objekt - en ting, genstand eller funktion, men prøver at se den indlejret i forskellige livsverdener, sociale relationer, steder og tider. Vasen har en historisk dybde, rummer liv og handlinger - følelser og refleksioner. Vi kan dermed sige at vasen er betydningsbærende af de værdier som vi som mennesker tillægger ting, men vasen kan OGSÅ være betydningsskabende for vores forståelse af verden og historien. Vasen kan med andre ord tale til os: dels ved at påvirke vores subjektive følelser og dels ved at være et objekt, hvorigennem vi kan lære og analysere kulturelle praksisser og historicitet.
(kilde: Bille, M og Flohr Sørensen, T (2012): Materialitet - En indføring i kultur, identitet og teknologi. Samfundslitteratur)